tirsdag den 18. september 2007

Rundt om Bjørnø


Mandag d. 26. sept 05
Så rykker det igen for at komme ud. Vejrudsigten siger til dårligt kajakvejr de næste 5 dage, så i dag er den bedste dag til at komme afsted. Jeg vælger at tage til Dyreborg skov og sætter kajakken i vandet der. Pakker den og tager sigte på Bjørnø. Vejret er fint med næsten fuld sol og en let vind fra sydvest. Tager vest om øen og ser lige en anden kajak et stykke væk, men han har retning mod Fåborg. Kan ikke forstå at der skulle være så mange havkajakker, jeg ser næsten aldrig nogen, men måske er det mest i weekenderne at de kommer ud på vandet. Får krydset den befærdede rute mellem Bjørnø og Fyn. Der er jo en del øer der skal sejles til denne vej, men der er ingen færger i sigte. Jo der kommer én langt ude, men der er jeg da vist nået over inden den får sig tøffet herhen. Hele den vestlige side af Bjørnø er sat til med garn og jeg er begyndt bare at sejle hen over dem, eller også skal man holde sig så langt ude at man ikke kommer i kambolage med dem. Men jeg syntes at det er sjovest når jeg kan følge med i hvad der sker på havbunden. Der er da lidt bølger sådan ind på siden af kajakken, men det er ok og skærper jo bare sanserne og lære ikke at kæntre. Det var nu godt at jeg fik justeret pedalerne, så nu sidder jeg rigtig godt i den.
Der er ikke mange huse at se og såmænd heller ikke sommerhuse. Dog ligger der et helt ude på skrænten med terrasse mod vest, sikken en udsigt. Har Lyø ude mod vest og kommer hen og har Avernakø et par km væk i vestlig retning,....mon den bliver den næste ø ?, men den er næsten 9 km lang så det er en længere tur + at jeg skal fra Dyreborg og derover, ville gerne finde en at ro sammen med, det kunne være lidt sjovere og også mere sikkert når man skal krydse åbent vand.
Kommer rundt om odden og i læ og ind på lavt vand. Vil ind og holde en lille pause og havde en Clara Friis pære som jeg har taget med. Skal også have min langærmet trøje af, det er alt for varmt. Der ligger en lille bitte ø ude mod sydøst og den er næsten landfast med Bjørnø så der er ikke meget vand at komme over imellem der. Dejligt at komme af med lidt tøj og få et stykke frugt.
Der ligger en pram lignende tingest der står privat på, men jeg vover min nu alligevel at sætte mig på den og indtage min pære der. Der ligger et par huse længere inde og de har også en kanon udsigt over mod Fyn og Fåborg. Vandet er næsten helt fladt på denne side af øen og jeg ringer til min kollega, Lars Tromme og vil have ham til at give en kop kaffe. Øv, han tager ikke tlf., men jeg indtaler en besked om at jeg er på vej, så vil jeg ringe når jeg når hans lille bådehus helt nede ved vandet. I kajakken igen og opdager at jeg næsten ikke kan komme over den lille tange der forbinder den lille ø med Bjørnø. Skal jeg virkelig ud af kajakken igen? og slæbe den over, næ nej prøver lidt længere henne og der kan jeg lige nøjagtig komme over med 1 cm vand under kølen :-).
Jeg spejder efter Lars'es hun og får øje på den hvide gavl og tager sigte efter den. Ser en 2'er kajak fra Fåborg roklun, vil jeg tro. Er nu inde i Fåborg fjord og dejligt at sejle med lidt rygvind. Der er ca. 3,5 km over til kysten på Fyn så jeg får en dejlig tur derover. Finder Lars'es bådebro og vil lægge til i hans lille havn, men der ligger hans flydepram og fylder det hele. Han laver bådebroer og bruger den til at hamre pæle i med. Lægger ind til hans bro og ringer igen, men ingen tager tlf. så jeg kan da bare blive sur og ro videre :-).
Vil en tur hen langs kysten og ind forbi havnen og se på husene der ligger der. De har alle en fantastisk flot udsigt og det ene hus er flottere end det andet og ligger der på rad og række med haverne helt ned til vandkanten.
Kommer ind forbi havnen og ser at der ligger 2 af flådens både henne ved værftet. Tager bestik af pynten ved Dyreborg og krydser op i vinden og bølgerne og padler ud på åbent vand. Prøver mig med nogle forskellige roteknikker
og finder ud af at sætte pagajen i vandet langt fremme og så trække/skubbe pagajen og så kommer der ellers fart på og armene går næsten som møllehjul. Finder en god rytme og får lænet mig lidt længere frem end jeg plejer og det er noget der giver fart på og også flere kræfter til at padle.
Er slet ikke træt da jeg når udgangs punktet selvom jeg har padlet i 1½ time så det er jo helt fint. Kl. virker ikke til at være så mange, så jeg padler forbi bilen og ror om til Dyreborg, men der virker noget dødt og kedeligt, så jeg vender kajakken og får den op på bilen og så afsted mod Gislev.
En dejlig eftermiddag med en rigtig god rotur.
Distance 15 km og nu ialt 117 km.

Ingen kommentarer: