torsdag den 11. februar 2010

3 ture tilsammen



Vilel endnu engang prøve at sejle Avernakø rundt, men igen var der for megen blæst i stykket mellem Svelmø og Avernakø,....så det blev til at jeg sejlede ud midt i bæltet mellem ørene og så vendte snuden mod øst. Der kom dog en stor motorbåd da jeg skulle til at vende rundt og den trak en meget stor hækbølge, så lige pludselig fik jeg bølgerne og hækbølgen ind fra 2 forskellige sider, men det gik nu fint nok, men pulsen kom da noget op et øjeblik. Sejlede ½ times tid mod øst og vinden i ryggen, men besluttede at ville retur og så køre til Svendborg og sejle mod vinden mod vest og så nyde de store bølger i ryggen på vej hjem igen.


Som sagt så gjort. Ind på land med kajakken og så af sted mod Svendborg. Da jeg var ved at smide kajakken op, kom der en dame og sagde, at jeg skulle skynde mig at komme afsted for hende, der ejer stykket, var på vej i land i en robåd. Vendte hovedet og så amazonen på vej gennem bølgerne, men havde jo fået lov sidste gang, så jeg regnede med, at det var ok denne gang også. Men damen kunne fortælle mig, at amazonen havde et forfærdeligt temperament, så jeg skyndte mig at få remmene strammet og afsted. phuha nåede det inden hun gjorde landgang :o).


Satte kajakken af ved Lehnskov og roede nu mod vest i store dejligt bølger der kom skråt ind fra venstre. Det var meget sjovt og roede vel en times tid imod bølgerne og nød hvordan kajakken skar sig gennem dem. Ind på stranden og fik en velfortjent madpakke og en lille lur i lækkert solskinsvejr.


Fik en spændende tur tilbage i kæmpebølger, ihvertfald de største jeg har prøvet, hvor jeg surfede ned af bølgerne. Det var rigtig sjovt, men også hårdt arbejde og hele tiden holde øje med bølgerne så man ikke lige pludselig ligger på tværs af sådan en karl og bliver rullet rundt flere gange. Kom dog tørskoet i lan og havde en fin tur. Mødte et ungt par der også nød bølgerne i kajakkerne.


Næste tur var fra Kertemind Nordstrand og ville bare ro nordpå langs kysten indtil jeg ikke gad længere og så tilbage samme vej. Havde taget snorkel og svømmefødder med, da der er en meget varieret havbund der. Vejret var jo flot og vandet varmt. Havde kun sejlet ca. 20 min. før jeg måtte i vandet og blive kølet af. Fik dykket på en fin bund med en masse store tangskove og masser af små fisk. Men også lidt større fisk, som jeg aldrig har set før, men de er jo nok ganske almindelige. Fik min medbragte madpakke konsumeret og badede lidt mere. Efterhånden var det blæst lidt op, så igen nogle gode bølger at sejle imod.


3. tur gik til Odense Fjord. Har ikke sejlet i den før, men har længe haft lyst til det. Kørte til Klintebjerg og satte i der ved en lille havn. Der var nu nogle tunge skyer i horisonten, men tog alligevel afsted . Tog syd om vigelø og ville gå langs den østlige kant af fjorden. Havde lidt problemer med roret, sejlede i plastic baljen, men fik det justeret igen, efter at have været i land 2 gange, men nu var det ok. Der var ret lavvandet og det gjorde at kajakken sugede sig til bunden og det var noget besværligt at ro sådan afsted. Der var ven en vanddybde på ca. 30-50 cm. Og der var tilmed lavvandet. Sejlede direkte mod Lindø værftet og kom ganske tæt på en nybygning. Den var godt nok stor, kajakken var jo ingenting ved siden af sådan en container ståldåse. Vel omkring 300 m lang. Ville egentlig helt rundt i fjorden, men pga, vejrets udseende og det lave vand, valgte jet at stikke tværs over fjorden ud for Lindø værftet. Lagde til ved den vestlige sida af fjorden ved noget der hedder Ølund og fik lidt kakao og kiks og en velfortjent pause.
Tog videre mod Vigelø og lagde til ved den og holdt middagspause der. Var tilbage ved udgangs punktet ved 12.30 tiden og fik læsset kajakken og afsted hjemad.-
Odense Fjord er ikke et sted jeg gider ro i igen. Der er for lavvandet til at kajakken flyder rigtigt og der er nu heller ikke så meget at se på, som jeg havde regnet med, men nu har jeg da været der.
Samlet distance på de 3 ture tilsammen må være omkring 40 km, så det bliver lagt til loggen.
ialt nu 288 km

Ingen kommentarer: