tirsdag den 19. januar 2010

Kajak dag på fængsel






Havde arrangeret en kajakdag for mine kollegaer på fængslet. Der var 8 kollegaer der havde skrevet sig på til at deltage. Andrew fra Kontraktpension Fyn ville være instruktør på turen, så det skulle nok blive godt. Men ak og ve, der var nu kun 2 deltager der stillede op!!. Andrew valgte at blive hjemme og så ville jeg selv stå for turen. Flemming og Bent var mødt op og var friske på at komme ud og ro. Vi fik valgt udstyr og med det vejr og vind er var, valgte jeg at turen skulle gå Thurø rundt. Vejret var fint med sol og skyer. Ca. 10-15 grader og der ville være en vestlig svag til jævn vind skiftende til østlig senere på dagen.



Vi kom til Thurø dæmningen og fik tøjet på og kajakkerne ned til vandet. Fik madpakkerne og drikkelsen i stuverummene og fik indstillet fodstøtterne. Fortalte lidt om det at ro kajak og hvad de skulle gøre når/hvis de kæntrede. Flemming satte sig op i kajakken på stranden og lavede "skildpadde" hop og på den måde undgik han at få våde fødder, det grinede Bent og jeg en del af....ny måde at komme i kajakken og vandet på!! Vi padlede lidt rundt på det lave vand og de fandt hurtigt balancen og rytmen i at ro og sidde afslappet i kajakkerne. Så efter 15 min. prøvetid gik det østpå om Thurø. Vi havde medstrøm ud af sundet og turen ud til Skårupøre gik med at finde en rytme og så holde balancen, men det gik utroligt fint. Vi holdt første pause inden vi kom ud i Langelandsbæltet og fik kajakkerne op på spidsen af Thurø. Vi fik en øl og snakkede lidt om turen hertil og Flemming fik min vest, da hans var for lille og sad oppe og trykkede på hans hals. Min passede til ham og efter lidt mere snak gik vi i kajakkerne igen. Jeg skulle have den nye vest over hovedet og jeg lagde mine briller på det forreste stuverum og satte mig i kajakkon og fik først øje på dem da jeg sad i kajakken og var ude i vandet. Sejlede hen til Bent og så kunne han lige nå dem så jeg slap for at komme ud af kajakken igen.


Ud i sejlrenden og rundt om pynten og sydpå langs Smørmose siden. Vejret var stadig pragtfulde og vandet ligeså. Skønt syn med bøgen der var ny udsprungen og vi alle nød det og der blev ikke snakket så meget, det gjaldt jo om at holde tungen lige i munden. Men flot syn var det. Vores kollega Margit har et sommerhus ved Smørmosen og Flemming vidste hvilket et det var, så vi roede derhen, men der var ingen hjemme. Ville ellers have gjort godt med en kop nylavet kaffe på stranden. Vi fortsatte mod Thurø rev og da vi rundede den kom der en god vind ind fra bunden af Lunkebugten. Nu havde vi prøvet fladt vand, så nu skulle der prøves lidt bølger. Heldigvis kom bølgerne direkte imod os, så det var ikke så slemt og begge begyndere klarede det i flot stil. Men godt at vi have roet 1 times tid inden. Man skal jo alligevel koncenterer sig noget mere i bølger!

Vi sejlede op på en lille sandstrand i nærheden af røgeriet og besluttede at holde middag der, da der også var en bænk med rygstøtte vi kunne benytte. Så frem med øllerne og madpakkerne og så sidde og nyde det gode vejr og den gode madpakke. Bent havde lidt ømhed mellem skulderne og Flemming havde nær aldrig fået rettet sine lange skanker ud igen, men alt i alt så var det gået utroligt godt indtil nu. Det er jo også en lidt lang tur, når det nu er første gang de sidder i en kajak. Efter at have slået maver gik vi i kajakkerne igen og nød turen op langs de flotte villaer. Kom rundt om Drejsodde og skulle nu kun under broen, så ville vi være "hjemme". Da vi sejlede under broen var der slået et villa telt op neden under broen!! Men han havde ihvertfald en god udsigt og tæt til hornfiskene. Vi så iøvrigt en del hornfisk på turen og det plejer vi ikke, men har jo heller ikke sejlet på denne årstid. Vi kom ind i bugten i fin stil og havde haft en kanon tur. Kom ud af kajakkerne og Flemming brugte igen sin "skildpadde" teknik til at komme tørskoet op på stranden. Fik læsset kajakkerne og kom af med det stramme våde tøj og i civil igen. Vi gik på stranden og fik den sidste øl og nød udstigtn over vandet. Retur til pensionen og fik vasket saltvandet af udstyret og så ellers farvel og tak for idag.
Distance 16 km og ialt 186 km

Ingen kommentarer: